Marianne - Leder


Jeg blev ansat i Børnehuset i efteråret 2014. Forud for dette, har jeg arbejdet som pædagog/souschef i en integreret daginstitution i 15 år.
I Børnehuset er jeg glad for at være med til, at personalegruppen skaber et trygt miljø for både børn og forældre, baseret på nærvær, tillid og engagement.
Jeg vægter det pædagogiske arbejde med børns trivsel højt, da det er forudsætningen for børns generelle læring og udvikling.

Jeg brænder for kreativitet og dens mange udfoldelsesmuligheder, fx i form af historiefortælling, sang eller klippe/klistre. Jeg holder meget af at støtte op omkring børnenes spontane lege, ved bl.a. at lave forskellige effekter sammen med dem, fx når vi laver skjolde af papir, kikkerter eller breve der skal deles ud.

Jeg er desuden glad for natur og udeliv. Her får vi allesammen dels mere plads at røre os på, men samtidig også mulighed for at mærke og opleve hver årstids særlige kendetegn. Her er det dejligt at nyde varm kakao sammen fra bålet - på en fugtig blæsende vinterdag, opleve de første mariehøns komme frem fra vinterens gemmested, eller spise eftermiddagsmad med flyverdragten på - i let solskin.